Forfærdeligt sted og frygtelig service
Vi havde glædet os til et hyggeligt måltid den første aften af vores sommerferie i Fåborg. Men det, vi fik, var alt andet end hyggeligt. Det var faktisk bare pinligt…især fordi det skal forestille sig at være italiensk.
Stedet virkede snusket allerede ved ankomst. Værtinden, en italiensk kvinde, var uengageret og lad.
Vores mad kom forskudt, så én af os sad med sin pastaret i næsten ti minutter, før resten af bordet fik noget. Ikke ligefrem en fælles spiseoplevelse.
Min egen pizza var en katastrofe. Jeg havde bestilt en kyllingepizza med salat og dressing. Det, jeg fik, var en ostebefængt klump med en absurd mængde dilddressing , både ovenpå og under salaten. Og nej, dilddressing hører ikke hjemme på kylling. Det ved de fleste. Det var sølet, kvalmende og direkte uspiseligt. Jeg prøvede endda at smage mine børns pizzaer, men den overdrevne mængde ost gjorde dem næsten lige så slemme.
Da værtinden kom forbi og spurgte, om alt var godt, svarede min mand høfligt, at desværre ikke alt var i orden. Hun reagerede ikke, sagde ikke et ord, gik bare videre til næste bord. Kort efter, før børnene overhovedet var færdige, stod hun ved vores bord og spurgte “ta’ med hjem, ta’ med hjem??” Som om vi var til ulejlighed og bare skulle ud.
Da jeg sagde, at jeg ikke ønskede at tage min pizza med, fordi den var uspiselig, blev jeg affejet med et “pf… det skulle du jo have sagt inden du bestilte maden??” Som om det er mit ansvar at gætte, at “dressing” i deres verden betyder dild på alt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og hendes arrogance, da jeg forsøgte at forklare, var næsten det værste. Som om hun havde øvet sig i at lægge skylden over på gæsten.
Vi gik derfra lettere chokerede og flove på deres vegne. For den mad og den service burde slet ikke serveres. Det er bare ikke godt nok. Det er pinligt.
3 July 2025
Unprompted review